

Kom godt i gang med dahlia
Du skal i gang i det tidlige forår hvis du vil have en lang en blomstringsperiode. Blomsterfloret skal have tid til at udvikle sig fra den tørre knold, der desværre er sart og absolut ikke tåler frost. Derfor skal knolden drives under lyse, frostfri forhold. Læg den i en stor urtepotte med gennemfugtet krukkemuld, dæk med 5 cm. jord og hold jorden fugtig. Knolden spirer hurtigt, og planten kan plantes ud i haven, når risikoen for frost er helt ovre.
Læs meget mere om hvordan du planter og plejer dahlia.

Klip bare løs
Med Dahlia i haven er du velforsynet med blomster til buketter hele sommeren. Du kan roligt klippe løs, for jo mere du klipper, jo flere blomster dannes der.

Dahliaknolde kan genbruges
Når den første frost har fået dine Dahlia planter til at ligne kogt spinat, er tiden inde til at grave knoldene op, hvis du vil gemme dem til næste år. Læg dem et tørt og frostfrit sted, til de er helt tørre. Opbevar dem i en kasse med sand eller spagnum et sted med en temperatur på 5-6 grader. Kig til knoldene af og til og kassér knolde, der er angrebet af mug. Glem ikke at mærke knoldene med navn, farve og højde.
LÆS OGSÅ: Sådan passer du dahlia