
Beskæring af hortensia
Hortensia er en forholdsvis stor plantegruppe, og det er forskelligt hvordan hortensia beskæring foretages, men jeg vil her forsøge at guide dig igennem beskæring af de fire mest almindelige typer:
- Almindelig hortensia (’Hydrangea macrophylla’)
- Syrenhortensia / havehortensia (‘Hydrangea paniculate’)
- Træagtig hortensia (‘Hydrangea arborescens’)
- Klatrehortensia (‘Hydrangea anomala sub. Petiolaris’)
Beskæring af almindelige Hortensia
De fleste sorter i denne gruppe blomstrer på det skud, planten satte året inden. De afblomstrede hoveder skal klippes af, men da blomsterknopperne allerede er dannet inde i de nye, grønne skud, skal der klippes varsomt for ikke at klippe sommerens blomsterflor væk. Der er mange meninger om, hvornår det skal gøres. Nogle siger slut marts / start april. Jeg gør det altid i slutningen af oktober, så vinterens snefald ikke tynger og risikerer at knække grenene. Er planten blevet alt for grov og trænger til en total nedskæring, så klip 10-15 cm. over jorden i marts måned. I så fald skal du ikke regne med at få ret mange blomster det år - måske slet ingen. Til gengæld bliver den super flot næste år. Hortensiasorten ’Endless Summer’ opfører sig omvendt. Den blomstrer på det nye skud hvert år, så den kan du årligt klippe til, hvis du har lyst.
Beskæring af syrenhortensia / havehortensia
Denne hortensia kan tåle kraftig beskæring og den blomstrer på det nye skud, så der er ingen problemer med at få blomster i den. Beskær den i februar / marts. Hvis den trænger til den store tur, kan du klippe den af 25-30 cm. over jorden. Så kommer der nye skud og flotte blomster hen på sommeren.
Beskæring af træagtig hortensia
Klip de afblomstrede blomsterhoveder af inden vinter. Ser planten lidt forvildet ud, kan den klippes ned 15-20 cm. over jorden i februar / marts måned. Så vil planten skyde friskt nedefra og blomstre igen i juli / august.
Beskæring af klatrehortensia
Klatrehortensia plantes med flere formål – klatreplante, selvstændig busk eller som bunddække. Beskæringen skal udføres ud fra den ønskede vækst, men fælles er, at de afblomstrede skærme bortklippes enten om efteråret eller det tidlige forår. Planten tåler generelt kraftig beskæring og et godt tidspunkt til det er februar / marts. Du kan dog også klippe den til løbende. De lange skud kan klippes meget tilbage og planten vil skyde flittigt igen. Klatrehortensia hæfter sig til mur og træværk med dens luftrødder, så der skal nogle gange tages ved, når det skal rykkes fra hinanden.
LÆS OGSÅ: Plantning af hortensia