Skab julestemning med julens blomster

Juleblomsterne er en vigtig del af julepynten. De blomstrende stueplanter lyser op blandt alle de kunstige elementer og giver en dejlig atmosfære. Men hvad blomstrer i december, og hvilke blomster forbinder man med jul?



Julestjernen - julens must-have

Julestjernen er ikke til at komme udenom. “Blomsterne” er faktisk slet ikke blomster, men højblade der sidder i stjerneformede toppe. De “rigtige” blomster er de små, gulgrønne knopper, der sidder i midten. Meget kuldefølsomme Julestjerner er meget sarte over for kulde, så hvis de har stået i træk i en butik, holder de ikke længe. Vi sørger for at pakke dem ind for dig, så de klarer hjemturen uden træk. Når julestjerner har fået den rette behandling, er holdbarheden meget lang. Vi har mange varianter. Hvide, røde, rosa, store og små. De er produceret lokalt og strutter af sundhed!

Hyacinter - duften af jul

Hyacinter er en skøn juleblomst med en fantastisk duft. De bruges i dekorationer til jul, på kirkegården og i hyacintglas, hvor de hvide rødder bliver en del af dekorationen. Når det bliver forår, kan man plante det afblomstrede løg ud i haven, hvor det derefter vil blomstre næste forår.



Alpeviolen - vinterens romantiske klassiker

Alpeviolen er en potteplante, som i modsætning til julestjernen, ikke ubetinget er knyttet til julehøjtiden. Den er en skøn lysspreder i hele vinterhalvåret, og selvom den ikke er så glad for høje temperaturer, er alpeviolen alligevel nem at passe, hvis man følger nogle enkle pasningsregler: Stil den lyst og køligt og vand sparsomt, så blomstrer den bedst. Alpevioler findes i mange varianter og farver, så der er rig mulighed for at skabe smukke vinter- og julestemninger i stuerne.

Julekaktus - en spændende juleplante

Julekaktus - eller novemberkaktus som den også kaldes - er også en af julens blomster. Den fåes i både hvid og rød, men også i orange og lille nuancer. Stil den lyst og lad den udtørre mellem hver vanding.



Amaryllis - de fire verdenshjørner

Amaryllis er med sine perlemorsskinnende store blomster, der hæver sig højt på stive stilke, et imponerende syn. ”De fire verdenshjørner” kalder vi den, når den åbner sine fire blomster i hver sin retning. 
 Vil man have disse raffinerede blomster i sit vindue, kan man indkøbe løg til at drive. Vil du slippe for forarbejdet? Så har vi amaryllis i potter, der er klar til at komme hjem og springe ud i din stue. 

Sådan får du løget til at blomstre igen 
Vand og gød regelmæssigt. Når det bliver forår stilles løget et solrigt sted, gerne udendørs. Sidst i august tager du løget op og skærer alle bladene af og stiller løget ind et mørkt, tørt og køligt sted. Stop vandingen helt i seks uger. Herefter giver du løget nyt frisk pottemuld og tager løget ind i varmen igen. Efter nogle uger starter den med at blomstre igen.



Julerosen - blomstrer om vinteren

Næsten intet blomstrer her om vinteren, men julerosen er en undtagelse. De smukke, snehvide blomster springer ud midt i vintermørket og trodser både sne og kuldegrader. En fin plante til vinterkrukkerne og siden hen en dejlig staude i haven. Julerosen er en utrolig stærk og robust staude, som også er god på kirkegården.



Mistelten - den traditionsrige juleblomst

En afskåret mistelten er en af julens traditioner. Hæng den op i døren eller et andet sted, hvor man kan komme til at stå og vente på et kys.

Derfor kysser vi under misteltenen
Èn af julens traditioner er at hænge en mistelten op, og hvis man står under den, har alle ret til at kysse vedkommende. Skikken er kommet til Danmark fra England i slutningen af 1800-tallet og har rod i keltiske frugtbarhedsritualer. Kelterne anså misteltenen som hellig, og de hængte den over døren for at holde ondskab og ulykke væk.



Hvid jul - med hvide juleblomster

Naturen bestemmer selv, hvornår den vil byde os på den hvide jul, vi længes efter.

Men indendøre kan du kreere en hvid jul med små midler. Der er mange hvide planter, og de klæder hinanden smukt, med hver deres fortolkning af hvide toner på grøn baggrund. De hvide blomster, de mørkegrønneblade og evt. lidt julepynt i sølv er et enkelt men utrolig smukt dekorativt indslag i julen. 

Eksempler på stueplanter med hvide blomster: 

  • Hvide julestjerner
  • Hvide hyacinther
  • Hvide stue-azalea
  • Hvide alpevioler
  • Hvide primula
  • Hvide orkidéer



LÆS OGSÅ:
Sådan laver du en juledekoration
7 nemme juledekorationer, du selv kan lave
8 idéer til adventskransen



Fotos: Floradania mfl.