Tørrede roser

Tørrede blomster


Planterne har et liv efter døden og tørrede blomster er en kæmpe trend i øjeblikket. Friske blomsterbuketter har en fantastisk skønhed, men glæden er desværre kort. Tørrede blomster holder derimod rigtig længe og har en helt anden slags skønhed - som lige pt. passer rigtig godt ind i den danske boligtrend. Tørrede blomster er nemme at bruge, nemme at “passe”, de er utroligt dekorative og så er det et bæredygtigt alternativt til friske blomster.  

Vaser med tørrede blomster

Hvilke slags blomster er gode til tørring?

Planter med tynde stængler har typisk et lavt væskeindhold og er derfor nemmest at få til at tørre flot op. Planter med lidt højere væskeindhold risikerer at rådne i stedet for at tørre.

Eksempler på gode valg:
  • Græsser
  • Siv
  • Eucalyptus
  • Judaspenge
  • Kornblomster
  • Tidsler
  • Lavendel
  • Dildskærme
  • Sankthansurt
  • Hortensia
  • Evighedsblomster
  • Korn
  • Roser


Tørring af blomster

Plant dine egne blomster til tørring

Du kan få dobbelt glæde ved at så dine egne blomsterfrø. Så får du først den friske skønhed og derefter den tørrede og langtidsholdbare buket. Vi har et stort udvalg i blomsterfrø og du er - som altid - meget velkommen til at spørge vores gartnere til råds.

Sådan tørrer du
Blomsterne plukkes en tørvejrsdag, når de står i fuldt flor. Pil bladene af stænglerne og hæng blomsterne op i en elastik eller med en tøjklemme med hovedet nedad. Helst et mørkt, luftigt og tørt sted. Spray dem gerne med hårlak, så bevarer de farven bedre og drysser mindre. Derefter venter du bare, til de er klar. Er du utålmodig kan du give dem en tur i ovnen med lav temperatur og med lågen på klem. Blomster med tynd stilk vil også nogle gange kunne tørres i en vase med lidt vand. Når de er tørre klipper du den nederste del af stilken af.



Buket med tørrede blomster

Sådan kan du bruge de tørrede blomster

De tørrede blomster kan bruges i vaser, på fade, i kranse eller uroer. Når du arrangerer dem i en vase, så gør det gerne lidt løst og tilfældigt, så opnår du et smukt resultat. Har du lyst til at få mere inspiration? Så læs bogen “Falmet skønhed” af Dorthe Kvist. Du kan bl.a. købe den hos os.