Gør din have klimavenlig

Klimaet lider, men vi kan alle gøre noget. Vi kan inspirere hinanden - og resten af verden - og sammen gøre en forskel. Vi vil her give dig nogle forslag til, hvordan du kan gøre din have mere klimavenlig og styrke biodiversiteten i Danmark. 

Plant træer

Træer binder CO₂, renser luften, forsinker nedbør og skybrud samt giver liv til en masse svampe, insekter og fugle. Træer og planter er en universalløsning for at begrænse klimaforandringerne. 

Kniber det med pladsen, kan du gå efter mindre træer. Alt vil hjælpe.

Du kan også plante frugttræer i espalier eller plante søjle-frugttræer. Hjemmeavlet frugt har desuden den fordel for klimaet, at den ikke skal transporteres. Og så er det godt for din pengepung. 

En mulighed er også at inddele haven i rum med hække. Det giver en spændende have og giver ly til mange insekter og fugle. 
 

 

 

 

 

Hjælp insekterne

Bierne og insekterne er under pres i hele Europa. Vi har hårdt brug for dem til at bestøve planterne, og de har brug for steder, hvor de kan overvintre til næste forår. 

Byg et insekthotel i en lille kasse, der fyldes med masser af hule stængler fra havens planter og hæng det op et lunt og beskyttet sted. En brændestabel, et stendige eller blot en bunke sten eller kvas er også et glimrende ly for insekter. 

En rodet have 

Faktisk gør vi naturen en tjeneste, når haven roder lidt og er lidt utrimmet - f.eks.

  • når de visne blade får lov at ligge,
  • når stauderne får lov at blive stående vinteren over,
  • når vi først klipper hækken efter blomstringen er ovre,
  • når vi lader lidt af nedfaldsæblerne ligge, 
  • når der er ukrudt i græsplænen. 

 

 

 

 

 

 

Plant løgplanter og knolde

- og andre bivenlige planter

Når de første forårsbebudere titter frem bliver vi så glade, men det er ikke kun et smukt syn. Det giver også næring til bierne på et tidspunkt, hvor der ikke er meget andet at finde. 

Hvis bier skal overleve, er det vigtigt, at de kan finde næring i alle de måneder, de er vågne. Går du efter planter med en høj nektar- og pollenværdi (såkaldte bivenlige planter), gør du en ekstra indsats for bierne og miljøet. Kom ind til os, så hjælper vi gerne dig med at finde biplanter, der passer ind i din have. 
 

 

 

 

 

Bliv (en smule) selvforsynende

At blive selvforsynende er for de fleste en lidt uoverkommelig opgave, men for hver gang du spiser frugt, bær, nødder, kartofler eller grøntsager fra din egen have i stedet for at købe i supermarkedet, sparer du både emballage og transport til gavn for miljøet. 

Overvej om du skal etablere en køkkenhave, lave et højbed, plante nogle bærbuske eller frugttræer. Mulighederne er mange, og hjemmedyrket mad smager desuden fantastisk!

 

 

 

 

 

 

 

Saml regnvandet op

Når du vander din have med regnvand belaster du miljøet mindre, end hvis du tager det fra vandhanen. Det er ikke fordi, vi mangler vand i Danmark, men det er ikke gratis at hente det op fra undergrunden. Det koster energi, og energiforbrug er generelt belastende for miljøet.

 

 

 

 

 

 

Hjælp havens fugle gennem vinteren

At hjælpe dyr til at overleve vinteren sparer ikke CO₂, og man kan nok ikke kalde det et direkte klimatiltag, men der er et samspil mellem dyr og planter, og hver gang vi mister en dyreart, har det nogle konsekvenser for naturen. Hver 4. danske fugl er truet af udryddelse. 

 

  • Byg en redekasse
    Du kan fremme fuglebestanden ved at opsætte fuglekasser. På planteskolen kan du købe fuglehuse i mange forskellige modeller, alt efter hvilke fugle, du vil tiltrække. Du kan også gøre det selv. Læs her hvordan du gør
  • Lad stauderne stå
    Staudernes visne frøstande er en god kilde til næring for småfuglene.
  • Hav bær i haven
    Bærbærende træer og buske giver gode fødemuligheder for både fugle og egern. Gode træer og buske kan f.eks. være røn, bærmispel, paradisæble og tjørn.
  • Sørg for vand i haven
    Fugle har brug for drikkevand - også når det er frostvejr. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

KUNDEKLUB

Du får særlige tilbud til kundeklubspris og nyhedsbreve på mail. Her giver vi tips og gode råd til dig og din have samtidig med, at vi fortæller om nyheder indenfor alt det grønne.

Tilmeld