Sommerblomster i altankasser

Sommerblomster i krukker

- skab et blomstrende paradis

Blomster i smukke krukker er en vigtig del af terrassens møblement, når der skal skabes stemning og hyggelige hjørner. Bare en enkelt krukke eller to kan gøre en kæmpe forskel for oplevelsen af uderummet, hvor det som regel er hårde belægninger, der spiller hovedrollen. Med blomstrende krukker bliver miljøet langt mere indbydende.



Kvinde slapper af på blomstrende terrasse

7 tips til blomsterkrukkerne

  • Plant i spande, kurve, baljer, altankasser eller krukker
  • Sørg for at der er hul i bunden, så overskydende vand kan løbe væk
  • Fyld den første tredjedel af bunden op med lecanødder for at sikre dræn
  • Brug altid Home & Garden krukke- og pottemuld
  • Læg langtidsvirkende gødningskugler under hver plante i krukken
  • Fyld ikke krukken helt op – der skal være plads til at vande
  • Ryk krukkerne i skygge, når du ikke er hjemme et par dage – så sparer du på vandet



Lille pige vander sommerblomster

Giv blomsterne gode vækstbetingelser

Planter, der dyrkes i krukker, har kun den jord, der er i krukken, til at skaffe sig alle fornødenheder fra. Derfor betaler det sig ikke at gå på kompromis med kvaliteten. Vælg altid krukkemuld af god kvalitet, og plant aldrig nye planter i gammel jord. Brugt krukkemuld kan bruges til jordforbedring i haven eller lægges på komposten. Og husk så, at krukkeplanter skal vandes tit og gødes regelmæssigt, for at de kan blomstre hele sommeren.



10 driftsikre sommerblomster

Nogle sommerblomster giver bare mere valuta for pengene end andre. Vi har sammensat et sortiment af smukke og stærke sommerblomster, der vokser frodigt, er nemme at passe, og som giver dig et overdådigt blomsterflor, der rækker til en hel sommer.
  • Småblomstrende, dobbelte petunia (alibrachoa) kan bedst beskrives som en minipetunia. Den blomstrer helt overdådigt med små, fyldte blomster, der næsten ligner roser.
  • Pelargonie Zonale er en af vores mest elskede sommerblomster, fordi den blomstrer hele sommeren med store smukke blomster i skærme.
  • Tvillingblomst (Diascia barberae) er en af de mest driftssikre krukkeplanter, der findes. Den blomstrer uafbrudt hele sommeren og fås i mange lækre pastelfarver.
  • Spansk margerit byder på store, glade blomster i dejlige farver hele sommeren. Blomstrer bedst i fuld sol, især hvis du løbende klipper visne blomster af.
  • Flittiglise er en serie af sorter, der udmærker sig ved at få et væld af store, fyldte blomster i lækre farver, der næsten ligner små roser. God til skyggefulde steder. 
  • Begonie ’Betulia’ er en serie af begonier, der udmærker sig ved tæt kompakt vækst og ekstremt langvarig blomstring. Nem krukkeplanter, der fås i farverne rosa, pink, rød og lyserød.
  • Susanne med det sorte øje er en frodig slyngplante, der kan blive flere meter høj i løbet af en sommer. Blomstrer med fine trompetformede blomster, der har et markant sort øje hele sommeren.
  • Kanna (Canna indica) er et oplagt valg, hvis du vil give terrassemiljøet et eksotisk strejf. Den omkring en meter høje plante har flotte, spydformede blade og store irislignende blomster i glødende farver.
  • Fjerblomst (Scaevola aemula) er en meget holdbar sommerblomst, der blomstrer flittigt og langt hen på efteråret. Den bliver 30-40 cm høj og får en meter lange blomsterstængler, der hænger fint ud over krukkekanten. 
  • Texassalvie blomstrer i måneds- vis med et væld af smukke blomsteraks i lysende stålblå og sølvhvide nuancer. God som kantplante i sommerblomstbedet og perfekt til krukker. 


Hortensia Four Seasons

Magiske krukkehortensia

Hydrangea ‘Magical Four Seasons’ er en serie af hortensia-sorter med næsten magiske egenskaber. Planterne blomstrer i 150 dage, og selv når blomstringsperioden klinger ud, er de smukke som få. Med til magien hører, at blomsterstandene skifter farve i takt med årstiderne, så du får ikke bare én men tre eller fire blomsteroplevelser ud af en enkelt plante. Plant din hortensia i god krukkemuld og vand den gavmildt.



Hæng sommerblomster op

Hæng haven op

Med sommerblomster i ampler tager du blomsterhyggen til nye højder. Du får et fantastisk frodigt og spændende udtryk på din terrasse. Vi har mange forskellige sommerblomster i ampler - som du kan tage direkte hjem og hænge op. 


Duftpelargonier

Pelargonier er en alsidig plante, der inddeles i flere grupper. Én af grupperne er duftpelargonier, der findes i mange forskellige duftvariationer - f.eks. citron, mynte, rosenduft, muskatnød, ingefær, æble, appelsin, fersken, chokolade og cola. Du kan finde næsten enhver duft. 



Sjov og speciel - og god til tørring

Trommestikker (Craspedia globose) er en sjov og meget speciel sommerblomst med fuldstændigt kugleformede, gule blomsterstande, der vitterligt ligner trommestikker. Den er desuden rigtig god til afskæring og tørring. 



Spis dine blomster

Mange blomster er ikke kun smukke at se på. De er også spiselige og kan gøre den kulinariske oplevelse endnu større. Pynt din kage, dessert eller salat med disse spiselige blomster:

  • Stedmoderblomster
  • Lavendel
  • Kornblomster
  • Georginer (Dahlia)
  • Asters
  • Forglemmigej
  • Duftgeranium
  • Hybenroser
  • Kamille
  • Fuchsia
  • Krysantemum (Okseøje)
  • Solsikkeblade
  • Hyldeblomster
  • Tusindfryd
  • Gladiolus
  • Citron- og appelsintagetes